Kirsten Hansen Fortæller


Nedenstående er skrevet af Kirsten Hansen i 2012.

Foreslået af Neurologen

Min historie startede en dejlig sommeraften i juli 2010, hvor jeg var ude, og cykle sammen med en kollega.
Vi kom cyklende på en almindelig stille villavej i Ishøj. Pludselig som lyn fra en klar himmel kom en lille hund løbende ud foran mit forhjul.
Jeg kunne på ingen måde undgå, at påkøre den. Med det resultat, at jeg styrtede. Slog venstre side af hovedet ned i asfalten. Så kraftigt at cykelhjelmen flækkede. –og gudskelov for, at jeg havde den på. Ellers var jeg måske ikke sluppet så ”billigt”!

Jeg fik et blackout/besvimelse. Hørte intet, så intet. De næste 5-10 min står stadig hen i det uvisse for mig.
Vågnede først da min kollega havde fået rejst mig op. Jeg vidste ikke, hvor jeg var, eller hvad jeg lavede der. Jeg blev ved med, at spørge om de samme ting. Hvor er vi? Hvad laver vi her? ”Men vi er her på den rute du skulle vise mig” svarede min kollega, nærmest lidt små irriteret, for hun havde jo set mig ligge på vejen med åbne øjne, og troede jo øjensynligt, at jeg var ved mine fulde fem. Herefter kom jeg langsomt lidt til mig selv. Men følte mig meget omtumlet, og rimeligt forslået var jeg også.
Efter uheldet gjorde jeg alt det man ikke skulle gøre i sådan et tilfælde, jeg tog hverken på skadestuen eller opsøgte min læge.
Jeg gik hjem i seng med influenza lignende symptomer. Tænkte at det nok gik over, når jeg havde fået hvilet mig et par dage.
Og træt det var jeg, nærmest svimlende træt de første mange måneder.
Samtidig mærkede jeg tydeligt, at min tolerancetærskel overfor ydre påvirkninger ændrede sig markant. Jeg fik besvær med, at koncentrerer mig, og blev utrolig lyd- og støj-følsom. En stor gene for mig i mit daglige arbejde som forskningslaborant, hvor forsøgene krævede, at jeg var klar i hovedet. I øvrigt også en gene for mine kollegaer og andre omgivelser.
Kort sagt mit daglige velbefindende ændrede sig i en meget negativ retning.
Oven i det begyndte jeg nu også, at få daglige svimmelhedsanfald og hovedpine.
Men det var først, da jeg efter ca. 3-4 mrd begyndte, at få stærke smerter i øreregionen, at jeg indså, at det kunne jeg ikke leve med. Noget måtte gøres, og jeg konsulterede min læge.
Herefter kørte møllen med undersøgelser hos ørelæge, neurolog, MR scanning og fysioterapi.
Der var ikke noget i vejen med mit øre, og scanningen viste, at alt var normalt.
Så neurologen mente jeg skulle have piller. Dem tog jeg i to uger, og stoppede. Hvis ikke jeg var svimmel i forvejen, så blev jeg det da der. Senere fandt jeg ud af, at det var et antidepressivt middel.
Jeg led da ikke af en depression, jeg havde bare ondt i hovedet ..!
Fysioterapeuten boksede rundt med mig i et helt år. Men stadig ingen mærkbar bedring. Det var stadig smerterne i øreregionen, der plagede mig mest, oveni alle de andre symptomer. I slutningen af 2011 blev mine behandlinger hos fysioterapeuten afsluttet. De kunne ikke gøre mere som de sagde.
Hen af vejen i hele forløbet /tiden efter ulykken, var der flere personer i min omgangskreds der foreslog mig, at opsøge en karniosakralterapeut. Mange havde hørt om, eller kendte nogen som havde gode erfaringer med karniosakralterapi.
I begyndelsen var jeg ikke særlig åben overfor denne ”alternative”, og i mine ører lidt ”okkulte” behandlingsform. Alligevel begyndte jeg, at læse lidt om det, og om hvad det egentlig gik ud på. Men jeg havde stadig lidt svært ved at tro på, at ”små” tryk på 5 g overhovedet kunne gøre hverken fra eller til, og da slet ikke mit eget tilfælde, som var så hårdt medtaget.

Det var først under en konsultation hos en ny neurolog i januar 2012, at jeg blev overbevist. Han foreslog mig, at opsøge en karniosakralterapeut. Da tænkte jeg, dette må blive min redning, når selv en anerkendt neurolog kunne foreslå det.
Så på hans anbefaling aftalte jeg tid hos Ruth.
Og det blev min redning.
Allerede ved første behandling kunne jeg mærke, at der skete noget i mit hoved. I hele kroppen faktisk. Jeg nærmest gik som på vat hjem bagefter.
Vi aftalte korte intervaller på ca. 2 uger imellem hver behandling.
Efter de første 4 behandlinger oplevede jeg, at få smertefrie dage efter hver behandling. I starten måske 2-3 dage, som øgedes for hver gang. En stor befrielse som jeg nød. Følte mig som et helt nyt menneske. Desværre kunne smerterne og svimmelheden efterfølgende vende tilbage igen.
Da jeg kom til min femte behandling, husker jeg, at jeg var en lille smule modfalden. Synes ikke rigtig det rykkede. Retfærdigvis havde det indtil videre været en stor befrielse, at være smertefri så mange dage efter en behandling. Men et eller andet sted, havde jeg jo nok en forventning om, at komme helt af med mine pinsler.
Og så skete det. Efter femte behandling, kom der, som jeg siger til mig selv ”hul igennem”.
Og det var med en helt anderledes følelse i hovedet, jeg gik derfra den dag.
Efterfølgende oplevede jeg, at være helt uden smerter de næste to uger inden jeg skulle mødes med Ruth, til den sjette behandling.
Og det har stort set holdt lige siden. Helt fri af mine gener er jeg dog ikke endnu. Jeg kan godt have enkelte dage, hvor mine velkendte symptomer vender tilbage, specielt når jeg har travlt og spænder op. Men, hvis jeg sørger for, at være lidt mere afslappet omkring tingene, og ellers får min søvn og motion-cykler stadig ivrigt, så er mit hoved, og i øvrigt velbefinde, nu helt klart i bedring. Og det mærker mine omgivelser vidst også.
Så status quo lige nu er, at jeg stadig går til behandling hos Ruth, men nu kun ca. en gang om måneden.
Og det har jeg det rigtig godt med. Man kan sige, at det indtil videre er en slags vedligeholdelse. På længere sigt håber jeg helt, at kunne slippe fri, så det kun vil blive i yderste ”nødstilfælde” jeg skal have behandling.
Når jeg nu efterfølgende skal konkluderer mine erfaringer omkring karniosakralterapi, så må jeg sige, at karniosakralterapi er ikke ren magi.
Det er en yderst seriøs behandlingsform, som man absolut ikke skal pege fingre ad, som jeg selv gjorde, lige indtil jeg stiftede bekendtskab med den.
I mit tilfælde har det gjort underværker, som hverken piller, neurologer eller lignede kan gøre efter.
Til andre der måtte komme ud for samme lidelser/ulykker som jeg, kan jeg kun sige: giv det en chance og vær tålmodig. Som i mit eget tilfælde, hvor gennembruddet først kom efter 5. behandling. Måske fordi jeg havde gået så lang tid med mine pinsler, så jeg måske var lidt sej, at komme igennem til.

Hvem ved, men jeg er glad for at jeg ikke gav op.

Jeg kan kun på det varmeste anbefale karniosakralterapi, og ikke mindst mine erfaringer med karniosakralterapeut Ruth Ellegaard.













Copyright 2002-2014 © KST-Ruth
Skriv til webmaster med dine kommentarer.